Falck kundecase
Nu rykker Falck ud med større fleksibilitet
Øget fleksibilitet og større ydelse betalt med nedsatte serviceomkostninger: Falck har fået fuld valuta for pengene med sin nye og mere moderne hardwareplatform.
Falcks alarm- og disponeringssystem EVA2000 binder fire regioner rundt om i landet sammen med et centralt system i Smørum. Det servicerer centralerne ved alarmering, kørselsplanlægning og afregning og er derfor opbygget med stor fokus på stabilitet og driftssikkerhed. Der bruges HP OpenVMS i en clusterløsning på AlphaServer platform.
I 2005 var den eksisterende driftsplatform ved at være relativ dyr i løbende service og opgraderinger. Samtidig planlagde Falck at idriftsætte et nyt system i 2008/2009. Den eksisterende platform for EVA2000 skulle altså populært sagt ”holdes i live” og også være i stand til at imødekomme behov for justeringer de kommende tre år.
Ny og mere fleksibel platform
Sammen med Datacon drøftede Falck de muligheder og forbedringer, der kunne ligge i en ændring af platformen for EVA2000 systemet. Datacon skitserede en fornyelse af platformen, som ville give Falck øget fleksibilitet for udnyttelse af serverressourcerne plus sikkerheds- og driftsmæssige fordele med den mere moderne systemarkitektur.
På grund af applikationsmæssige bindinger skulle systemet fortsætte på en AlphaServer platform. Da systemet anvender OpenVMS og en Oracle rdb database ville en overgang til Itanium på HP Integrity servere ellers have været et umiddelbart valg. Til gengæld gav bindingen til AlphaServere nogle andre fordele.
Med AlphaServere kunne der efter bedste legoklods princip opbygges en løsning, hvor de samme servermoduler blev anvendt i både små og store servere. Herved opnåede Falck, at den nye hardwareplatform kan tilpasse sig eventuelle ændrede ønsker om konsolidering eller distribuering af serverne.
En fremtidssikker IT-platform
Storagedelen er baseret på HP SAN og ikke bundet til AlphaServer-platformen. Det vil sige, at investeringen i den nye storagearkitektur er langsigtet, da kommende systemer på f.eks. Windows-platformen vil kunne bruge de samme storagesystemer. SAN-systemet er en investering, som Falcks kommende disponeringssystem kan bygge videre på.
I de fire regioner bruges MSA1000 SAN storagesystemer med redundante controllere, som servicerer et AlphaServer cluster med to identiske servere. De er dimensioneret, så en server kan tages ud af drift, uden at det går ud over svartiderne. Dette giver fleksibilitet og driftsikkerhed, da systemopgraderinger kan foretages ved at lukke én clusternode ned, uden at dette påvirker systemets ydelse over for brugerne.
På centralen i Smørum er der opbygget et kraftigt 2-node AlphaServer cluster med dublerede HP EVA4000 storagesystemer i et SAN (HP EVA4000 har ikke noget med Falcks EVA2000 system at gøre på trods af navnet). Også her kan systemopgraderinger foretages uden driftsmæssige konsekvenser for ydelsen.
EVA4000 SAN systemet giver – med sin mulighed for bl.a. snapshotkopier – nye muligheder for levering af statistikdata foruden, at det selvfølgelig giver fordele ved backup. EVA4000 storagesystemet kan også anvendes af andre servere og er således også en investering, der giver fordele langt ud i fremtiden.
Systemskift og konklusion
Falck har valgt en simpel overgang fra de gamle systemer. Region for region er de nye systemer sat i drift uden store ændringer i det basale setup. Den væsentligste ændring har været at overgå til et cluster, hvor begge noder i clusteret er lige kraftige og aktive samtidig. Før var der tale om et setup med en fail-over server, som ikke kunne træde ind som fuld erstatning, hvis der skete et nedbrud i en server.
Konklusionen hos Falck er, at den nye platform er 100 % finansieret ved besparelser på den årlige serviceudgift. Foruden en mere fleksibel og driftsikker platform har Falck fået en Server-SAN løsning, som gør det muligt at øge effektiviteten omkring backup samt at smidiggøre dataindsamlingen til ledelsesinformation og statistik.
”Denne fornyelse giver mig rolige nætter de næste 3-4 år” udtaler Jan Risegaard, IT-konsulent, Falck A/S