Danske Spil kundecase
Pletskud hos Danske Spil
"Skab en redundant løsning til tips.dk, så sitet ikke går ned ved mange brugere. Spred systemerne fra én til to maskinstuer og sørg for plads til fremtidig vækst".
Sådan lød kravene fra Danske Spil i december 2003 til den interne systemgruppe. De kontaktede derefter Datacon og HP, der i samarbejde med Danske Spil gik i gang med at designe en redundant online løsning baseret på en blanding af HP Proliant og HP Proliant Blade servere.
”I gamle dage kørte tips.dk kun på én maskine og i én maskinstue. Nu har vi to maskiner – begge med væsentligt større kapacitet. Og vi kører fra to maskinstuer med hver sin forbindelse til internettet. Så hvis for eksempel det ene kabel bliver gravet over, har vi en reserveforbindelse at køre på,” siger systemchef Kjeld Sørensen.
Baggrundssystemerne er baseret på HP Proliant DL380 serien og front-end systemerne på HP Proliant Blade 10e. Systemet blev leveret mellem april og juni måned 2004 og har siden da gennemgået interne tests og tilpasninger.
”Den første prøve kom den 18. september, hvor der var jackpot i Joker med over 24 millioner kr. Duplexen bestod til UG, men den rigtige eksamen var lørdag den 2. oktober. Da var der rekordpulje i Joker, og det blev vores største uge nogensinde. Og alligevel brugte vi kun 55 procent af kapaciteten. Det er et pletskud,” siger Kjeld Sørensen.
Fremtidssikret nettjeneste
I de mere almindelige spilleuger vil der være væsentligt færre brugere på tips.dk, og derfor er der ikke grund til at frygte et nedbrud i de uger. For kun knap halvdelen af processorkapaciteten i de nye maskiner bliver udnyttet, og der er desuden plads til 11 HP Proliant Blade servere i hver maskinstue. Det skulle være rigeligt til kommende udvidelser.
Kjeld Sørensen siger: ”Selv en 3-5 år ud i fremtiden bliver der ikke problemer med at klare væksten i antal online-spillere og de daglige besøg på tips.dk. Det er meget tilfredsstillende.”